Derek Prince Menu

Tage Del I Hans Hellighed
Hvordan Gud Gør Os Hellige
Af Derek Prince

Hellighed er en enestående egenskab af Gud.

Gud har mange andre egenskaber – såsom kærlighed, visdom og magt/kraft – som vi til en vis grad kan forstå ved at henvise til mennesker eller ting i det naturlige område, der udviser disse egenskaber. Men hellighed har ingen sidestykke i det naturlige; det er en kombination af Guds retfærdighed og kærlighed. Kærlighed inviterer dig til at komme; retfærdighed siger, at du er uegnet til at komme. Der er denne indbyggede spænding i hellighed.

Et Kendetegn For Guds Folk

Guds ord fortæller os, at hellighed skal være et kendetegn for Guds folk. Overvej Hebræerne 12:9-10:

”Da vi var under vore kødelige fædres tugt, der korrigerede os, viste vi da ikke dem respekt. Skal vi så ikke meget hurtigt, beredvillig underordne os åndernes Fader og få livet i eje? For de tugtede os ganske vist i kort tid, som de syntes var bedst for os, men han [Gud] gør det til bedste gavn for os, for at vi kunne få del i hans hellighed."

Guds ønske er, at vi må få del i hans hellighed. V:14 i Hebræerbrevet 12 tilføjer:

"Søg efter fred med alle mennesker og hellighed, uden hvilken ingen vil se Herren."

For det første skal vi stræbe efter hellighed – vi skal gøre det som målet for os.

For det andet, for at opnå hellighed, må vi stræbe efter fred med alle mennesker. Vi skal forsøge at leve fredeligt og ikke tillade skænderier eller uenighed, som er inden for vores magt, at undgå. Hebræerbrevets forfatter udsender også her en meget højtidelig advarsel. Han siger, at vi ikke vil se Herren, medmindre vi får del i hans hellighed.

Et skriftsted, der udtrykker Guds ønske om hellighed i sit folk, er 1 Tessalonikerbrevet 4:3: "For dette er Guds vilje, din helliggørelse." Hvad er helliggørelse præcist?

Til en vis grad slører det engelske sprog den sande betydning af dette ord. Ethvert verbum, der ender på -ify, betyder "at få til at blive" det, der kommer før det. For eksempel betyder rense betyder "at gøre rent", afklare betyder "at gøre det klart", rette betyder "at rette op". I analogi betyder helliggørelse altså "at gøre hellig". Ved afledning er hellig det samme som helgen; og helgen er til gengæld det samme som hellig. Alle tre ord - hellige, hellige, hellige - er afledt af et grundlæggende græsk ord hagios, der betyder hellig. Helliggørelse er derfor ganske enkelt "processen med at gøre hellig".

Således kan vi nøjagtigt oversætte 1 Tess. 4:3, "For dette er Guds vilje, at I skal gøres hellige... at hver af jer skal vide, hvordan man behandler sit eget kar til helliggørelse [en betingelse for hellighed] og Ære." Dette vers indeholder en almindelig sætning på moderne engelsk: "know how." Det kræver skriftmæssig viden at opnå en hellighedstilstand.

En persons kar er hans legeme - den menneskelige ånds jordkar. Mange kristne taler, som om legemet var noget ondt – noget at skamme sig over. Legemet er ikke ond, den er god. Det er en af de højeste præstationer af Guds kreative geni. David sagde: "Jeg er underfuld og undergerning er fuldkommen" (Salme 139:14). Han betragtede sit legeme med ærefrygt og undren.

Hvorfor skulle troende vide, hvordan de skal holde deres legemer i hellighed? Vi kan svare på dette ved at kombinere to skriftsteder: "Den Højeste bor ikke i templer lavet med hænder" (Ap.g. 7:48); og "Ved du ikke, at dit legeme er Helligåndens tempel, som er i dig?" (1 Kor. 6:19). Gud har ordineret ét tempel på jorden til at bo i. Det er ikke et tempel lavet med hænder, men den troendes legeme. Derfor har hver enkelt af os brug for at vide, hvordan man holder sit legeme i en tilstand, der er egnet for Gud at bo i.

Helliggørelsens Mandat

Hvordan forestiller Skriften helliggørelsesprocessen, og hvilken rolle spiller vi i den? Som jeg forstår det, er der fem midler til helliggørelse.

Helligånden
Uden Helligånden – eller Hellighedens Ånd, som han kaldes på hebraisk – er der intet håb om, at vi bliver hellige.

Men vi er forpligtet til altid at takke Gud for jer, brødre elskede af Herren, fordi Gud fra begyndelsen udvalgte jer til frelse ved helliggørelse ved Ånden og tro på sandheden (2 Tess. 2:13). I helliggørelsen, som i enhver forløsningsproces, er initiativet hos Gud. Det begynder med Guds valg af os, skabt i evigheden. Herefter er rækkefølgen af begivenheder i tid som følger.

1 Helligånden begynder at påvirke os.

2 Han trækker os bort fra den brede vej, der fører til ødelæggelse (Matt. 7:13).

3 Han bringer os ansigt til ansigt med sandheden (i sidste instans er Jesus selv Sandheden).

4 Han giver os tro til at tro på sandheden.

5 Ved at tro på sandheden går vi ind i frelsen.

I Efeserbrevet 2:8 fortæller Paulus os, at vi er "frelst ved tro", og minder os så om, at denne tro ikke kommer af os selv, men er givet os som en gave fra Gud.

I denne forstand kunne vi helliggøre som "adskilt til Gud". I mange tilfælde begynder helliggørelsesprocessen længe før vi personligt lærer Gud at kende. Apostlen Paulus sagde, at han var udkåret fra sin mors mave (Gal.1:15); og Gud fortalte Jeremias, at han havde helliget ham i hans mors liv (Jeremias 1:5). Gud begynder at adskille os til sig selv længe før vi har nogen kendskab om det.

1 Peter 1:2 præsenterer et lignende billede af processen:

"Til de ... valgte [udvalgte] i overensstemmelse med Gud Faders forudviden, i Helliggørelse af Ånden, til lydighed og bestænkelse med Jesu Kristi blod."

Guds valg, truffet i evigheden, er baseret på hans forudviden – det er aldrig vilkårligt, aldrig tilfældigt. Helliggørelse er den proces, hvorved Helligånden trækker os til side til et sted, hvor vi konfronteres med Kristi krav. Helligånden giver os nåde til at adlyde evangeliet, og når vi adlyder, bliver Jesu blod stænket på os.

I begge disse ovennævnte passager – 2. Tessalonikerbrev og 1 Peter – er initiativet til helliggørelsesprocessen hos Gud, ikke mennesket, og den første aktør i processen er Helligånden.

Ordet

I Efeserbrevet 5:25-26 finder vi det andet middel til helliggørelse:

"Kristus elskede kirken og gav sig selv for hende, for at han kunne hellige og rense hende ved ordets vandbad."

I Det Gamle Testamente, efter at blodet var udgydt, skulle hvert offer vaskes i rent vand. I Det Nye Testamente siger 1 Johannes 5:6, at Jesus kom "med vand og blod". Blodet er Kristi forløsende blod, der er udgydt på korset, og vandet er Ordets rene vand. Kristus forløser os ved sit blod; så helliggør og renser han os ved Ordets vandbad.

Jesus bad til Faderen for sine disciple: "Hellig dem ved din sandhed. Dit ord er sandhed” (Joh 17:17). En af de vigtigste måder, hvorpå Guds ord helliggør os, er, at det ændrer vores måde at tænke på. Helliggørelsen foregår indefra og udad; ikke udefra, indad. Den religiøse vej til helliggørelse er at forlænge kjolen, klippe håret og tørre læbestiften af. Men Paulus siger: "Bliv forvandlet ved at forny dit sind, så du kan prøve, hvad der er Guds gode og antagelige og fuldkomne vilje" (Romerne 12:2) og: "Bliv fornyet i dit sinds ånd" (Efeserne) 4:23). Det er Helligånden, der fornyer vores sind. Han gør det gennem sandheden, som er Guds Ord.

Vi bruger ofte udtrykket "hjernevask" i en dårlig betydning. Men det ord ville være passende til at beskrive den måde, hvorpå Helligånden fornyer vores sind, og vasker vores sind rene med Guds Ords rene vand.

Tro

Dette er Paulus' store befaling fra Herren Jesus Kristus, da han bliver sendt til hedningerne:

"At åbne deres øjne for at vende dem fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, så de kan modtage syndernes forladelse og arvlod sammen med dem, der er helliget ved troen på mig" Ap.g. 26:18

Et uundværligt element i at blive helliggjort er vores tro. Guds Ånd og Guds Ord forandre sig aldrig, men det er vores tro, der gør os i stand til at modtage, hvad Gud tilbyder gennem disse midler. Helliggørelsesprocessen vil kun være så effektiv, som vores tro tillader den at være.

Ydermere er der en direkte forbindelse mellem Guds ord og vores tro, fordi "Troen kommer af det at høre, og det at høre af Guds ord" (Rom 10:17). Jo mere vi giver agt på Guds ord, jo mere udvider vores tro sig, hvilket gør os i stand til at tilegne os den samlede ordning, som Gud har lavet for vores hellighed. Jesu Blod

Hebræerne 13:12 siger:

"Derfor led også Jesus uden for porten, for at han kunne hellige folket med sit eget blod."

Jesus udgød sit blod til mange formål. Den ene var at forløse os. En anden var at hellige eller sætte os til side for Gud og gøre os hellige.

Det er muligt at leve et sted, hvor synd og Satan ikke kan røre os, fordi vi er beskyttet og helliget ved Jesu blod.

"Hvis vi vandrer i lyset, som han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, hans Søns blod renser os fra al synd" (1 Joh 1:7)

Den tid, der bruges i dette skriftsted, er den kontinuerlige nutid: Hvis vi konstant vandrer i lyset, har vi konstant fællesskab, og Jesu blod holder os hele tiden rene. Vi holdes rene og ubesmittede, for vi lever i et andet element. Vi lever ikke i denne onde verdens forurening og modbydelighed. Vi er sat til side for Gud, helliget, tilsidesat på grund af Jesu blod.

Dette fører os til et andet vigtigt skriftsted:

"Vi ved, at den, der er født af Gud, ikke synder; men den, der er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke" (1 Joh 5:18)

Dette er udfordrende - næsten skræmmende. Mener Johannes, at en person, der er blevet født på ny, aldrig synder derefter? Andre skriftsteder, sammen med vores egen erfaring, gør denne tolkning usandsynlig. Nøglen til at forstå dette vers, tror jeg, er at se, at Johannes her ikke taler om en individuel person, men om en natur. Det er ikke bror David eller søster Mary, der ikke kan synde; men det er den nye natur, som hver troende modtager gennem genfødsel, der ikke kan synde.

1 Peter 1:23 fortæller os, at denne nye natur er "født ... ikke af forgængelig sæd, men uforgængelig, ved Guds ord, som lever og bliver til evig tid." I alle livsformer er der ét princip, som aldrig ændrer sig. Frøets natur bestemmer arten af det liv, der kommer fra frøet. Et æblefrø producerer et æble, ikke en appelsin. Guds ords uforgængelige sæd frembringer en natur, der ligesom sæden er uforgængelig. Denne natur er det "nye menneske". Han er uforgængelig. Han synder ikke. Dette gælder ikke for nogen individuel troende, betragtet som en total personlighed, men det er sandt for det "nye menneske" i enhver troende.

Dette stemmer overens med 1 Joh 3:9:

"Den, der er født af Gud, synder ikke, for hans afkom bliver i ham; og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud."

Johannes sprog her er endnu stærkere. Han siger ikke blot, at en sådan person ikke synder, men at han ikke kan synde. Hvorfor ikke? Fordi Guds ords uforgængelige sæd, der bliver i ham, har frembragt en natur som sæden - uforgængelig. Det nye menneske kan ikke blive fordærvet af synd.

Denne fortolkning bekræftes ved at sammenligne tre forskellige passager i Johannes skrifter. 1 Joh 3:9 siger: "Den, der er født af Gud, synder ikke." Johannes 3:6 siger: "Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd." Til sidst siger 1 Johannes 5:4: "Hvad der er født af Gud, overvinder verden." Når vi sætter disse tre skriftsteder sammen, har vi et hvem, et det og et hvad. Det er ikke en individuel person, der tales om, men den natur, der frembringes af genfødsel i enhver troende. Denne nye natur er uforgængelig og uovervindelig. Den synder ikke, og den kan ikke synde.

Når jeg først er født på ny, afhænger den kurs, mit liv tager, af, hvilken natur der styrer mig – det nye menneske eller det gamle menneske. Hvis jeg bliver besejret, er det fordi jeg ikke møder mit problem med den nye natur. Den nye natur er uovervindelig. En gammel dame, der havde en iøjnefaldende sejr i sit liv, blev engang spurgt, hvordan hun overvandt fristelsen. Hun svarede: "Når djævelen banker på døren, lader jeg bare Jesus svare." Dette er det nye menneske – Kristus i mig.

Satan kan kun røre ved den gamle menneske. Gud skabte menneskets kødelige natur ud af støvet, og da mennesket syndede, sagde Gud til slangen, at han herefter ville spise af støv. Den kødelige natur er Satans legitime bytte, men han kan ikke røre ved den nye natur. Det nye menneske kan ikke synde, kan ikke fordærves, kan ikke besejres, kan ikke røres af Satan.

Lad os vende tilbage til 1 Johannes 5:18:

"Vi ved, at den, der er født af Gud, ikke synder; men den, der er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke."

Dette lægger et ansvar på hver enkelt af os, der bliver født på ny. Vi er forpligtet til at bevare os selv [holde os på benene/holde os i gang]. Hvordan? Under blodet. Og det gør vi ved at vandre i lyset, for 1 Joh 1:7 siger:

"Hvis vi [konstant] vandrer i lyset ... renser Jesu Kristi blod [konstant] os."

Når vi vandrer i lyset, holder os selv under blodet, lever det nye menneske i et rige, hvor Satan ikke kan nå ham. Han er uforgængelig, uovervindelig, adskilt fra al den ondes magt og forurening ved Kristi blod.

Alteret

Helliggørelsens femte middel er i en forstand den praktiske nøgle - stedet for helliggørelse. I Matt. 23:16-17 irettesætter Jesus de skriftkloges lære:

"Ve jer I blinde vejledere, som siger: 'Den, der sværger ved templet, det betyder intet; men den, der sværger ved templets guld, han er bundet af sin ed. Dårer og blinde! For hvad er størst, guldet eller templet, som helliger guldet?"

Jesus siger, at guldet ikke er helligt i sig selv; det er bare metal. Men når det er bygget ind i Guds tempel, bliver det helligt. Templet gør det helligt.

I vers 18 og 19 fortsætter han,

"Og: 'Den, der sværger ved alteret, det betyder intet; men den, som sværger ved den offergave, der er på alteret, han er bundet af sin ed.' Dårer og blinde! For hvad er størst, gaven eller alteret, som helliger gaven?”

Gaven helliger ikke alteret, men alteret helliger den gave, der er lagt på det.

I Det Gamle Testamente var det, indtil offeret blev placeret på alteret, blot et dyrs krop. Men da det blev lagt på alteret og bundet til det, blev det helligt, tilsidesat for Gud. Dette er lige så sandt for den troende i Det Nye Testamente. Paulus siger:

"Jeg beder jer derfor, brødre, ved Guds barmhjertighed, at I bringer jeres legemer frem som et levende offer, helligt, Gud velbehageligt, hvilket er jeres åndelige gudstjeneste" (Rom 12:1)

Jeg tror, at den eneste forskel mellem Det Gamle Testamentes offer og Det Nye Testamentes offer er, at vores legemer forbliver i live, når vi placerer dem på alteret. Men i hvert tilfælde er princippet om helliggørelse det samme. Det er alteret, der helliggør den gave, der er lagt på det.

Læg mærke til, hvor tæt denne handling med at overgive vores legemer til Gud går sammen med den indre helliggørelsesproces i vores sind. I vers 2 fortsætter Paulus:

"Og bliv ikke ligedannet med denne verden, men bliv forvandlet ved fornyelse af dit sind, så du kan kende, hvad der er Guds gode og antagelige og fuldkomne vilje."

Den indre forandring i vores sind og motiver kan ikke opnås, før vi har givet afkald på alle rettigheder over vores egen legeme og uden forbehold placeret det på Guds alter, for at blive brugt som Gud ønsker.

Lad os kort gennemgå den rolle hver af disse fem mandater spiller i vores helliggørelse. Helligånden adskiller os og bringer os til det sted, hvor vi tror på og adlyder evangeliet. Guds ord, som rent vand, vasker vores sind, ændrer vores tanker og holdninger, bringer dem i overensstemmelse med Guds standarder. Vores tro, som kommer gennem at høre Guds ord, gør os i stand til at tilegne os Guds fulde forsyning for os. Mens vi derefter fortsætter med at vandre i lydighed, holder Jesu blod os på et sted med tilsidesættelse for Gud, hvor synd og Satan ikke kan besmitte eller besejre os. Endelig helliggør alteret vores legems levende offer, da vi uforbeholdent stiller dem til Guds rådighed.

Med vores sind således fornyet, opfatter og tilegner vi os Guds fuldkomne vilje for os – at vi skal være et helligt folk, helliget, tilsidesat for Gud – delagtige i hans hellighed.
OP